Covid-19 information

Information om retningslinjer og vaccine i forbindelse med Covid-19

Opdatering 15. november 2021

 I alle Kammergaves afdelinger følger vi nedenstående retningslinjer som er i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vores sygeplejerske følger udviklingen og anvisningerne, så vi til enhver tid forholder os til seneste viden og overholder aktuelt gældende retningslinjer. For besøgende udefra gælder, at der skal holdes afstand, bæres mundbind eller visir inden døre og sprittes hænder.

Hvornår er man en nær kontakt til en person med COVID-19?

Du er en nær kontakt, hvis du opfylder mindst et af følgende tre kriterier:

Du bor sammen med en smittet person

Du har haft direkte fysisk kontakt for eksempel krammet en smittet person, eller en person med COVID-19 har hostet eller nyst på dig

Du har været tættere end en 1 meter på en smittet person i mere end 15 minutter, eksempelvis hvis du har været i en samtale med personen.

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en smittet person:

 

Du er ikke færdigvaccineret⁎­: Du skal straks gå i selvisolation og testes på 4.- og 6.- dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.

Du er færdigvaccineret­⁎­ eller tidligere smittet inden for de seneste 12 måneder­­⁎­⁎­: Du behøver ikke at gå i selvisolation. Bliv testet på 4.- og 6.- dagen efter, du sidst var i nær kontakt med den smittede person.

Nære kontakter, som tester positiv for eller udvikler symptomer på COVID-19, skal straks gå i eller fastholde selvisolation.

 

SÅ: Hvis man har været nær kontakt, men er færdigvaccineret, går man stadig på arbejde. Det er KUN hvis man har/får symptomer, at man skal selvisoleres indtil første negative test på 4. dagen. Hold afstand og sørg for omhyggelig håndhygiejne.

 

Opdatering 5. juli 2021

I eftermiddag blev alle beboere vaccineret, en beboer fik sit første stik. Også denne gang gik det hurtigt, alle beboere har haft det godt siden og er glade for den gode behandling fra regionens side. Vi afsluttede dagen med pizza og højt humør, og beboerne glæder sig over, at de er fuldt vaccinerede.

Opdatering 1. juni 2021

I aftes, 31.5 blev alle beboere pånær 1 vaccineret med første stik, regionen havde Pfizer vaccinen med til os. Alt forløb fredeligt, og beboerne har alle haft det godt efterfølgende.

Planen er, at 2. stik gives mandag d. 5. juli.

Opdatering 11. maj 2021

DSI Kammergave har udarbejdet retningslinjer ud fra Sundhedsstyrelsens anvisninger for bedst muligt at kunne passe på såvel beboere som personale.

Vi foretager afspritning og rengøring efter planlagte intervaller, og besøg udefra planlægges og aftales med leder. Herunder skal hygiejne og afstandskrav overholdes.

Personalet lader sig teste ugentligt, og beboerne testes ligeledes ved sygdom, når der er mistanke om covid-symptomer.

Skulle det ske, at en beboer testes positiv for Covid-19, har vi de fornødne materialer og forholdsregler for at kunne håndtere isolering af vedkommende, samt beskytte de øvrige beboere. Og vi er altid opmærksomme på de psykiske forholdsregler i kraft af en åben dialog med beboerne, samt støtte til dem, hvis de bliver urolige eller kede af det.

Det er ingen hemmelighed at dette år med restriktioner og begrænsning i deres aktiviteter, rejser og besøg har tæret på psyken til tider. Dog er vi glade for, at vores rammer og afsides beliggenhed har gjort det muligt for beboerne at bevare modet og kunne udfolde sig alligevel, da vi har god plads både ude og inde.