Handleplan og behandling
Struktur
Ugen er lagt i faste rammer, hverdagene mere end weekends, da der er modularbejde og andre aktiviteter og opgaver, som skal passes. Strukturen for beboerne på Rosalba og i nr. 16 er tilpasset sted og beboere, samtidig med, at den overordnet er tænkt ind i rammerne på selve Kammergave.
En hverdag ser sådan ud i store træk:
- Morgenvækning fra kl. 07 – 08.30, morgenmad fra 07.30-08.30.
- Beboernes morgenmøde 08.30-09.00 hvor dagen gennemgås og der synges morgensang.
- Runden på gårdspladsen kl. 09.00, hvor alle dem, der kan, møder op og deler, hvad de skal lave i dag, efterfulgt af en gåtur på matriklen, så alle får rørt sig og talt lidt sammen.
- Formiddag: moduler, støttetid, aftaler, kaffepause.
- Formiddagsmøde for personalet ved vagtskifte kl. 11.00
- Frokost forberedes og serveres kl.13.00, der er altid varm mad, og beboere og personale hjælpes ad, også med afrydning.
- Eftermiddag: Moduler løber til kl. 13.00 eller efter aftale, såfremt der er opgaver, som beboerne kan arbejde videre med
- Kl.14.00-14.30: Personalet mødes og gennemgår eftermiddag og aften
- Kl. 14.30-18.00: Støttetid, aftaler, samtaler, handletur, rengøring, tøjvask og lignende.
- Aftensmad fra kl. 18.00-18.30, beboere og personale hjælpes ad med afrydning, døgnvagt pause 18.30-19.00
- Kl. 19-22: egentid for beboerne, aftaler, samtaler, fælles hygge eller aktivitet, dyrefodring,
Vasketider og rengøring er sat i skema, så alle beboere har tid til at få vasket, og mulighed for støtte til rengøring – enten i egen bolig eller på det fællesareal, den enkelte beboer står for at holde.
I strukturen ligger der også forskellige møder, hvor beboerne deltager og kan bidrage med forslag, ønsker og synspunkter:
- Husmøde for alle hver anden mandag: samlet husmøde for alle beboerne, hvor leder deltager og faciliterer mødet. Indkomne forslag fremlægges og drøftes, og har den enkelte beboer lyst, står de selv for at fremlægge.
- Informations- og planlægningsmøde: Såvel Rosalba som Kammergave har et ugentligt møde, hvor den kommende uge drøftes og planlægges. Her er der også plads til dialog om, hvad der ellers kan ligge på sinde.
I det sociale lag er der søndagsbrunch den sidste søndag i måneden, og fredagscafe den første fredag i måneden. Til cafeen er beboerne med til at beslutte, hvad tidsrummet skal byde på. På Kammergave er fredag dagen hvor der bages kage, og beboerne tages med på råd og er altid velkomne til at være med til at bage.
Udgangspunktet for al behandling ligger i den handleplan, der udarbejdes sammen med beboeren og dennes hjemkommune. Vi sørger for, som minimum, at denne genbesøges og opdateres en gang årligt, og understøttes af den årlige statusrapport, vi skriver på hver beboer, både for dag- og døgntilbud, såfremt beboeren er tilknyttet begge dele.
Handleplanen betinger den struktur, de aktiviteter og mål, beboeren har for sit ophold på Kammergave, og den enkelte beboers behov og mål er individuelle, hvilket afspejler sig i den struktur, der laves for og sammen med vedkommende, og har indflydelse på aktiviteter og planer i såvel dagtilbud og botilbud.
Transport
Vi bor 3 km fra gode indkøbsmuligheder. Der er faste handledage mandag og fredag på Kammergave, hvor personalet kører beboerne til Dianalund. Udover det er der mulighed for at handle på egen hånd, hvor beboerne som udgangspunkt er selvtransporterende. På Rosalba, som ligger i selve Dianalund er der handlemulighed efter aftale.
Der er 1 km til nærmeste busstoppested i Tersløse, og 3 km til togstationen i Dianalund med forbindelse til Slagelse og Holbæk via lokalbanen.